Hvad bygherren bør overveje før arbejdsmiljøkoordineringen udbydes eller aftales

Du skal som bygherre beslutte, hvem der skal varetage opgaven som arbejdsmiljøkoordinator. Dit valg vil have betydning for samarbejdet mellem bygherre og arbejdsmiljøkoordinator.

En erfaren arbejdsmiljøkoordinator eller arbejdsmiljøkyndig rådgiver vil kunne vejlede om hvilke lovbestemte forpligtelser, du som bygherre har efter arbejdsmiljølovgivningen, og rådgive om hvordan du bedst kan leve op til dine forpligtelser. Samtidig kan arbejdsmiljøkoordinatoren beskrive de arbejdsmiljøkoordineringsopgaver, som skal leveres i forbindelse med projekteringen og under udførelsen.

Din projekterende og bygherrerådgiver har også pligt til at orientere dig om dine pligter og ansvar som bygherre.

Det er vigtigt at bemærke, at du ikke overdrager dit ansvar som bygherre, selvom du udpeger en arbejdsmiljøkoordinator til at varetage den praktiske arbejdsmiljøkoordineringsopgave. Dit ansvar efter arbejdsmiljølovgivningen kan du ikke fraskrive dig eller overdrage til andre.

Placering af arbejdsmiljøkoordinator

Som bygherre skal du overveje, hvor arbejdsmiljøkoordinator skal placeres organisatorisk. Skal det være hos bygherre, hos bygherrerådgiveren eller hos en ekstern aktør? Beslutningen har betydning for, hvordan opgaven kan aftales eller udbydes. Du kan læse mere om fordele og ulemper ved de forskellige placeringer påByggeproces.dk.

Oftest er arbejdsmiljøkoordinator (P) placeret hos den projekterende, og arbejdsmiljøkoordinator (B) hos en entreprenør.

Typisk vil en placering hos bygherre eller bygherrerådgiver bidrage til en smidig kommunikation og et godt samarbejde mellem bygherre og arbejdsmiljøkoordinator. Arbejdsmiljøkoordinatoren sikres samtidig uafhængighed ift. projekterende og entreprenør. På den anden side kan det skabe afstand til de projekterende og til entreprenører og dermed gøre samarbejdet med disse aktører tungere.

Hvis arbejdsmiljøkoordinator ikke skal have sin organisatoriske forankring hos bygherrerådgiver eller hos bygherre selv, er der forskellige erfaringer, meninger og holdninger til placering.

Hvis arbejdsmiljøkoordinatoren placeres hos en særskilt leverandør fx hos en særlig rådgiver, der er specialiseret i at levere arbejdsmiljøkoordinering, sikres uafhængighed af projekterende og entreprenører. Samtidig kan bygherren opnå en høj grad af klarhed over arbejdsmiljøkoordineringsopgavens omfang og indhold.

Hvis arbejdsmiljøkoordinatoren placeres hos en projekterende eller hos en entreprenør fx en hoved- eller totalentreprenør, kan der opnås et smidigt og tillidsfuldt samarbejde mellem arbejdsmiljøkoordinatoren og de projekterende hhv. den pågældende entreprenør. Dog kan det være en udfordring at sikre arbejdsmiljøkoordinatorens uafhængighed og dermed et godt og tillidsfuldt samarbejde med bygherren.

Hvis du som bygherre ønsker at arbejdsmiljøkoordineringen skal være en særskilt leverance, skal opgaven også udbydes eller aftales som en sådan.

Uanset hvor arbejdsmiljøkoordineringen placeres, kan en særskilt kontrakt om af arbejdsmiljøkoordineringen give en høj grad af klarhed over opgavens omfang og indhold.

En eller flere arbejdsmiljøkoordinatorer

Du skal som bygherre tage stilling til, om det er mest hensigtsmæssigt at have samme arbejdsmiljøkoordinator under projekteringen og under udførelsen. I nogle situationer kan det være en fordel at have to eller flere forskellige arbejdsmiljøkoordinatorer.

Samme arbejdsmiljøkoordinator under projektering og udførelse kan bidrage til en god kontinuitet i arbejdsmiljøkoordineringsprocessen. Men er der tale om et stort eller kompliceret projekt, vil det ofte være en fordel at have én arbejdsmiljøkoordinator under projekteringen og en anden under udførelsen, hvor de hver især er specialiseret inden for de pågældende arbejdsmiljøkoordineringsopgaver.

Hvis du som bygherre ønsker samme arbejdsmiljøkoordinator i både projektering og udførelse, skal det enten fremgå som en intention i aftalen om arbejdsmiljøkoordinering eller som et samlet udbud af eller aftale om begge koordineringsopgaver.

Hvis du som bygherre ønsker forskellige arbejdsmiljøkoordinatorer til projektering (P) hhv. udførelse (B), skal du overveje, om arbejdsmiljøkoordinator (P) fortsat skal have en tilknytning til projektet under udførelsen. Hvis der sker projektering efter at udførelsen er påbegyndt, kan det være en fordel at arbejdsmiljøkoordineringen varetages af arbejdsmiljøkoordinator (P)–ellers skal den varetages af arbejdsmiljøkoordinator (B).

Som bygherre skal du også overveje, hvornår arbejdsmiljøkoordinatoren skal være udpeget i forhold til projekterings hhv. udførelsesprocesserne. Det er et lovkrav, at arbejdsmiljøkoordinator (P) udpeges så tidligt, at det er muligt at koordinere også ifm. de tidligste faser af projekteringen.

Hvilke arbejdsmiljøkoordineringsopgaver skal beskrives?

Du kan hente inspiration til at beskrive de opgaver, som arbejdsmiljøkoordinator skal udføre, ved at se nærmere på fxBygningsstyrelsensellerFRI og Danske Arks ydelsesbeskrivelser.

Kommunikation og samarbejde med arbejdsmiljøkoordinatoren beskrives ud fra de metoder og samarbejdsformer, som er nævnt under afsnittet om ’Arbejdsmiljøkoordinering under projektering’ og afsnittet om ’Arbejdsmiljøkoordinering under udførelse af bygge-og anlægsarbejde’.

Du kan med fordel lave en tilbudsliste med de opgaver, som arbejdsmiljøkoordinator skal udføre.

Det er vigtigt allerede i forbindelse med udformningen af tilbudslisten at tage højde for særlige opgaver, som arbejdsmiljøkoordinatoren skal udføre fx deltagelse i udarbejdelse af udbud, opfølgning udover den lovpligtige overfor entreprenørernes egenindsats vedrørende egne medarbejderes arbejdsmiljø, udfærdigelse af driftsmanualer, gennemførelse af evaluering af arbejdsmiljøkoordineringsforløbet og lignende.

Tilbudsgiverne får på den måde et grundlag for at kunne angive hvor mange ressourcer, de afsætter til den enkelte opgave.

Hvilke ressourcer stiller bygherre til rådighed?

Du skal som bygherre overveje om følgende skal fremgå eksplicit af udbud eller aftale:

  • De økonomiske ressourcer som bygherre forventer at anvende på arbejdsmiljøkoordineringsopgaven. Det er samtidig et signal om, hvor alvorligt bygherre mener sit fokus på arbejdsmiljøkoordinering
  • Bygherrens arbejdsmiljøpolitik og dens afsmitning på arbejdsmiljøkoordineringen
  • Bygherrens egen deltagelse i samarbejdet med arbejdsmiljøkoordinator. Det kunne fx være en beskrivelse af hvor meget tid og hvilke former for møder mv., som bygherre selv forventer at lægge i opgaven, og som arbejdsmiljøkoordinator så skal levere op mod.

Krav til arbejdsmiljøkoordinator

Du skal som bygherre beskrive, hvilke krav du stiller til arbejdsmiljøkoordinators kompetence. Dit udgangspunkt bør være omfanget og kompleksiteten af det aktuelle bygge- og anlægsprojekt.

Blandt andet bør beskrivelsen indeholde eventuelle krav til:

  • Faglig uddannelse eller -uddannelsesniveau
  • Lovpligtig arbejdsmiljøkoordinatoruddannelse
  • Yderligere arbejdsmiljøuddannelse
  • Niveau af erfaring med arbejdsmiljøkoordinering og evt. med byggeledelse og projekteringsledelse
  • Personlige kompetencer, fx formidlingsevne, gennemslagskraft, overblik, vedholdenhed osv.

Kravene til arbejdsmiljøkoordinator (P) og arbejdsmiljøkoordinator (B) bør beskrives hver for sig.

Bygherrens ønsker til arbejdsmiljøet under udførelsen

Det anbefales, at du som bygherre overvejer, hvilke forventninger du har til arbejdsmiljøet under udførelsen af bygge- og anlægsarbejdet. Du kan eventuelt udarbejde en egentlig arbejdsmiljøpolitik, der beskriver dine mål for arbejdsmiljøstandarden ved projektets udførelse og drift.

Sådan en arbejdsmiljøpolitik vil både være en ledesnor for arbejdsmiljøkoordinatoren og et godt virkemiddel til arbejdsmiljøkoordinatorens dialog med projekterende og entreprenører og deres medarbejdere.

Hent gerne inspiration påByggeproces.dk, hvor en række bygherrer præsenterer deres erfaringer med at opstille en arbejdsmiljøpolitik.